Paul McCartney

National Stadion, Warszawa, 22. juni 2013

Det er første gang, McCartney optræder i Polen. The Beatles besøgte aldrig landet og i hans efterfølgende karriere på 43 år blev det heller ikke til et besøg. Før nu!

Begejstringen var enorm. Og en stadion-koncert i Polen foregår meget anderledes end i mange andre lande. Der er ingen ”folkevandring” ind og ud af hallen, der er ingen der hele tiden taler i og tjekker iPhones, der er ingen der taler højt. Alle har fokus på scenen og musikken. Alle er kommet på grund af musikken!

Af Per Wium, musikjournalist

McCartney er stjerne, levende legende, een af det seneste halve århundredes største sangskrivere. Og han véd det godt.

Men han er også ”musik-håndværker”. Han spiller mere end fremragende – og tight. Både på bas (ja, den gode gamle Höfner violinbas), guitar(er) og klaver.

Og han er ikke alene. Han har, siden næsten helt tilbage mod årtusindskiftet, turneret med et yderst kompetent band af musikere og sangere. Ikke én udskiftning har der været.

Rusty Anderson, guitarer og vokal

Paul Wickens, keyboards og vokal

Brian Ray, guitar, bas og vokal

Abe Laboriel Jr., trommer og vokal

Sikke et band! Sikke et band!!

Musikalitet, vildskab, kærlighed og glæde på én gang.

”Eight days a week”, vi er i gang, Paul på bas. ”Paperback writer”, Paul på Epiphone guitar.

Paul smider jakken, nupper endnu en guitar og et brag af en udgave af ”Let me roll it” bliver serveret. Her er vi inde i kernen af hvad rock er for noget og kan. Jeg véd i dette øjeblik at jeg aldrig kommer til at glemme den her aften.

Nu løber Paul op til flyglet og synger/spiller en smuk smuk udgave af sidste års hit ”My Valentine”.

Og det bliver ved og ved. Paul synger store sange især fra Beatles-kataloget, men også fra Wings og solo-karriere. Repertoiret er nok ca 30 pct anderledes end da jeg så ham i 2005.

Men kan han stadig synge?

Sidste sommer havde McCartney sangmæssigt et par svage præstationer ved et par store begivenheder. Dels ved det store OL-event, dels ved dronninge-jubilæet, begge i England.

Han sang med svag og faktisk usikker stemme.

Helt naturligt gav det mange medier og mennesker (også undertegnede) grund til at gætte på at stemmen efter mere end 50 år på scenerne var og er slidt ned.

Derfor har der siden været stor fokus på McCartneys lead-vokal. You-tube optagelser fra forsommerens koncerter i Brasilien har lovet godt.

Men hvordan var det så med stemmen denne varme sommeraften i den polske hovedstad?

På en skala fra 0 til 10 (max) sang Paul til et stort 9-tal.

De gange, han havde problemer med toptonerne, kan tælles på én hånd.

I stedet for at fokusere på dem, kan man fokusere på de resterende 99,8 pct af tiden.

Og jeg siger: fremragende vokal! Og jeg tilføjer: der var sange, Paul i aftes sang meget bedre end i Beatles-tiden. Fx en stærk udgave af ”I've just seen a face”, som i dag er bedre end dén på side 2 af ”Help”.

Og John

I det tidlige Beatles var Paul og John hinandens største samarbejdspartnere.

I midten af gruppens karriere var de ”konkurrerende partnere”, men stadig med stor, stor gensidig respekt og netop samarbejde.

I det sene Beatles var de uenige om musikken og stilen. De var hinandens modpoler. Dette var én af de vigtigste årsager til at gruppens blev sprængt.

Efter The Beatles måtte Paul ofte stå for skud for Johns ikke altid lige nuancerede udfald mod sin tidligere makker.

Men Paul er ikke den, der bærer nag. Han har valgt at huske de gode sider og det fantastiske samarbejde. Ingen Paul uden John. Ingen The Beatles uden Paul og John. Dette skrevet i allerstørste respekt for George og Ringo, som begge var uundværlige. Men det var John og Paul, der var (om jeg så må sige) toneangivende.

Paul dedikerer indirekte en del af sit live-set til John. Han nyfortolker én af Johns store sange fra ”Sgt. Pepper”-albummet. ”For the benefit og Mr. Kite” med cirkus/collage stemningen står stærkt. Paul synger den ikke som John, nej da. Han synger den som Paul – med stor respekt for John.

Pauls varme og intime hyldest/kærligheds-erklæring til John er ”Here today”.

Da jeg oplevede ham spille den i Horsens i 2005, druknede denne sarte sang i havefesten og højlydte samtaler.

I aftes skete der noget magisk på det store stadion i Warszawa.

Der var ikke én fra publikum, der sagde noget mens Paul gav os ”Here today”.

Vi ville alle sammen lytte til sangen og budskabet.

Højdepunkter

Jeg har allerede nævnt nogle af dem. En potent ”Let me roll it”. En gribende ”Here today”. Og der var mange flere. En super version af ”Lovely Rita”. En storswingende version af ”Back in the USSR”. En dejlig dejlig ”And I love her”.

Jeg kunne blive ved – men de nævnte har prentet sig hos mig. Og bliver der for altid.

McCartney har en alsidighed og bredde. Det viser han ofte. I hans solo-karriere har han så også af og til vist at hans selvkritik ikke er som da John ”holdt ham i skak”.

Men altså: alsidigheden og bredden. Jeg tænkte på det igen under ekstra-nummer 4, 5 og 6. ”Yesterday”, ”Helter Skelter” og en del af suiten fra ”Abbey Road”. Jeg behøver ikke sige mere....

P.S. I love You

Paul, du er det nulevende menneske, der har haft størst betydning for hvordan mit liv har formet sig! Jeg takker dig fra mit hjerte.